København - Frankfurt - Washington DC - Minneapolis - Mason City - Fort Dodge

JA, det var en lang tur! Jeg stod i lufthavnen klokken 3.30, og efter at have sagt farvel fløj jeg mod Frankfurt. Det var svært at sige farvel, men samtidig var man så nervøs og spændt på det hele.

Flyveturen til Frankfurt og Washington var hyggelig, for alle var glade og spændte. Jeg fik ikke meget søvn, der var så meget at tænke på.

I Washington blev vi delt op i forskellige gates, og jeg fløj sammen med tre andre piger. De skulle møde deres familie i Minneapolis, så jeg var den eneste der skulle flyve videre. På det tidspunkt vidste YFU ikke om der ville være nogen til at hjælpe mig i den lufthavn, men heldigvis mødte jeg en sød dame lige uden for flyet som hjalp mig :) - Og det var godt, for jeg blev nødt til at checke ind igen...

Da jeg endelig kom ud til flyet, var det det mindste fly jeg nogensinde har set! Der var en række med sæder i hver side, og der var kun otte mennesker i flyet. En af piloterne legede stewardesse og der var ingen dør til cockpittet. Jeps, jeg var nervøs, både pga. flyet og at jeg snart skulle møde familien. 

Da jeg landede i Fort Dodge (efter at være faldet i søvn et par gange) stod min familie klar med et "Welcome Josephine" skilt. De er rigtig søde, og jeg elsker at være her. Der er "kun" fem børn i huset, fordi den ældste søn ikke bor hjemme, men her er stadig masser at se til med fem børn, to hunde, to hamstre, to fugle og en kat. ;) Jeg har mit eget værelse, som I kan se på billederne :)

Jeg har allerede spist masser af amerikanske ting, som s'mores, root beer floats, ribs og burgere - nam! :)

Huset ;)

Og mit værelse :)