søndag den 30. december 2012

Merry American Christmas!

Min jul startede med at vi den 22. tog til Osceola for at besøge min værtsmors forældre. Hendes bror og hans tre børn var der også. Om aftenen havde vi det sjovt med at åbne julegaver, og jeg fik julepynt formet som Iowa. Dagen efter spillede vi billiard og spiste juleskinke. Det var rigtig hyggeligt!
Det meste af juleaften føltes som en helt almindelig dag. Vi var herhjemme og slappede af, og det var helt mærkeligt ikke at være i Danmark og se juledisney og spise flæskesteg. Men det hjalp at snakke med familien derhjemme ;)
Om aftenen tog vi i kirke, og bagefter spiste vi suppe. Juleaften er ikke noget særligt her, men alligevel fik vi børn lov til at åbne en gave om aftenen. Bagefter så vi "A Christmas Carol", og alle var helt spændte på næste morgen, hvor den rigtige jul jo er her. Man venter på at julemanden kommer med gaver til alles julesokker, som er hængt op, og man sætter småkager og mælk frem til ham (og grøntsager til rensdyrene haha).
Juledagsmorgen blev Rachel og jeg vækket af Matt i et gorillakostume, og så var det tid til at åbne gaver! Vores sokker var fyldte, og julemanden havde spiost småkagerne og efterladt et brev med en hilsen til os alle. Da vi havde åbnet gaver og spist morgenmad kom min værtsmors forældre og min værtsfars bror til vores julemiddag med fyldt svinekam og jello salad (nærmest jordbærkage). Om aftenen tog vi i biografen og spillede spil sammen hel familien. Julehygge!
De sidste par dage har jeg været sammen med nogle venner og haft basketball træning. Vi havde også besøg af min værtsmors venner, og deres børn tog med os ud at kælke om aftenen. Det var sjovt, men koldt, nok mindst -10 grader!
I går havde vi "Stein Christmas" med min værtsfars søskende og hans mor. Der var nok omkring mere end 40 mennesker! Vi spiste juleskinke, og det blev holdt i et lokale med en basketball bane, så vi havde det alle sammen rigtig sjovt!
Jeg savnede min familie derhjemme i julen, og specielt alle vores traditioner med at danse om juletræet, spise flæskesteg og åbne gaverne juleaften. Men jeg havde alligevel en virkelig fantastisk jul med min amerikanske familie. Jeg fik fine gaver og vi hyggede meget med familie og venner.
I morgen er det nytårsaften, og det er helt mærkeligt at 2012 allerede er slut. Jeg har næsten brugt halvdelen af året her, og det er gået så hurtigt! Her til sidst poster jeg nogle julebilleder, og så må i alle have et godt nytår. Vi ses i 2013! :D

Til julemanden
Næste morgen :)
Min gave fra Rachel
Overskæg fra vores sokker ;)


Houston med hans julegave fra Danmark

torsdag den 20. december 2012

Snedag og lussekatter

Så har vi endelig rigtig fået sne her i Algona! Det startede i går aftes, og her til morgen vågnede vi op til at alt var dækket af sne. Allerede i går fik vi at vide at skolen ville starte to timer senere, men i morges aflyste de den helt! er dejligt, for det betyder ingen semester test i dag! :D
I stedet var jeg ude at skovle sne med min familie, og kørte ud på landet med min værtsfar for at kigge på sneen og tage billeder. Først forstod jeg ikke helt hvorfor skolen blev aflyst på grund af sne, for så meget er der heller ikke, men efter at have været ude på landet, giver det så meget mening. Mange som går på skolen bor jo ude på landet, og snart man kommer lidt uden for byen, blæser det helt vildt. Sneen flyver rundt alle vegne, og det er umuligt at se noget som helst. Vi var de eneste der var ude at køre! :)
Nu sidder jeg så indenfor og slapper af og pakker julegaver ind. Jeg fik ordnet det hele sidste weekend, så nu er jeg bare klar til at julen starter! I morgen er sidste dag før ferien, og om aftenen spiller vi basket ball mod Garrigan (den anden skole her i byen, som er vores rivaler). Vi spiller mod dem hvert år lige før jul, og der er en optræden i halftime med band og dansere fra begge skoler. Bagefter skal mig og Rachel til julehygge hos Justine sammen med nogle af de andre piger fra skolen. Glæder mig! :)
Lørdag morgen skal vi besøge min værtsmors forældre i to dage, og når vi kommer hjem er det næsten juleaften. Juledag holder vi herhjemme med julegaver og hygge. Det bliver underligt at skulle vente helt til næste morgen med at få gaver! Som I kan se får jeg ret travlt i julen, så næste indlæg bliver nok efter jul. Jeg håber I alle får en rigtig god jul i Danmark, det er noget jeg savner lidt! :)
Her til sidst kommer der nogle billeder af sneen fra i dag, og så nogle fra sidste søndag, hvor jeg bagte. Mor fik den gode idé at sende safran, så jeg kunne bage svenske lussekatter til min familie. Det var sjovt, de smagte godt, og som I kan se på billederne blev de ret flotte! :)
GOD JUL! 




























lørdag den 15. december 2012

Minneapolis!

Endnu en uge er gået rigtig hurtigt, og julen kommer hurtigt nærmere. Basketball tager meget af min tid, og i næste uge har vi semester tests. Jeg tror ikke de er så slemme som i Danmark, for hver især varer de kun 1,5 time. Til gengæld skal vi op i alle fag.
I onsdags blev jeg inviteret med nogle udvekslingsstudenter til Minneapolis. Vi var fem, to fra min skole, og to fra den anden skole her i byen. Det er en dreng fra Tyskland, en fra Mexico, en fra Spanien og en pige fra Korea. Vi så en katedral, et videnskabsmuseum og spiste så på en koreansk restaurant. Til sidst tog vi i Mall Of America. Det var en super hyggelig dag, og det er rigtig sjovt at snakke med andre udvekslingsstudenter. Minneapolis er også en fed by, og de havde ret meget sne, så vi havde også en sneboldskamp, haha! 
I foråret tager vi måske tilbage for at se nogle andre ting, f.eks. en butik med ting fra Skandinavien. Glæder mig!
I dag var jeg sammen med nogle af udvekslingsstudenterne igen til kaffe på The Perky Parrot. (Virkelig hyggelig/nice café i Algona) Jeg mødte også en pige fra Tyskland og en dreng fra Norge, og det var rigtig sjovt at snakke med dem. Vi kommer nok til at lave flere ting sammen i januar.
I morgen skal jeg ud at juleshoppe med familien i Mason City og bage svenske lussekatte (nam!), og ellers er der ikke sket så meget nyt. Julen skal nok blive hyggelig!

søndag den 9. december 2012

Happy 17th birthday!

Ja, så har jeg fejret min første fødselsdag uden for Danmark! Jeg havde en rigtig god dag, selvom det var mærkeligt og ikke føltes helt som min fødselsdag uden min familie og venner derhjemme, julekalendre og dansk lagkage. Dagen  startede med at jeg blev vækket af at mor og far ringede til mig. Jeg fik så sunget fødselsdagssang både på dansk og svensk med flag og det hele. Dejligt! :D 
Senere tog jeg med Rachel og nogle af vores venner til wrestling meet på skolen, som varede det meste af dagen. Mine værtsforældre havde ACT tests på skolen, og Matt var til quiz bowl, så vi kom alle først rigtigt hjem om eftermiddagen. På mine værtssøskendes fødselsdag får de lov til at vælge hvor de vil ud at spise, så det fik jeg også. For at det skulle føles lidt som derhjemme, valgte jeg selvfølgelig at spise på byens mexicanske restaurant, så jeg kunne få min fødselsdags taco! :D De sang også fødselsdagssang og jeg fik en sombrero på, og en banjo haha!
Da vi kom hjem fik jeg igen sunget fødselsdagssang, og vi spiste kage. Min værtsfar har en tradition med at lave Angel Food Cake til fødselsdage, så den hjalp jeg ham med at lave i sidste uge. Den smagte virkelig godt!
Endelig var det tid til at åbne den pakke fra Danmark, som havde ligget der i en uge. Jeg fik nogle danske/svenske ting, og det var så dejligt at få noget hjemmefra. Der var bl.a. kravlenisser, en julekalender, danske flag og noget tøj. 
Af min værtsfamilie fik jeg en halskæde og øreringe med min månedssten. Jeg fik også et peberkagehus, som mig og Rachel skal bygge i dag, hyggeligt! :) Aftenen sluttede med at Matt og jeg var sammen med nogle af vores venner og hyggede og så film. Pludselig så vi at det sneede udenfor, så jeg løb ud og hoppede rundt i det haha!
Senere i dag skal vi også ud at kigge på nogle af alle de crazy juleting folk sætter op i sine haver her! Oppustlige julemænd, grise, snekugler og masser af farverige lys.
Jeg havde en super amerikansk fødselsdag, som blev perfekt da mit ønske om sne blev opfyldt. (Det er smeltet nu, men der kommer måske mere i aften!) Her er nogle billeder fra i går. HURRA HURRA HURRA! :D

P.S. Kan ikke fatte jeg har været her i fire måneder i går! Tiden flyver af sted alt for hurtigt!














Dansk peberkage hus :D

søndag den 2. december 2012

December!

December er startet, årets bedste måned! Jeg glæder mig til jul og min fødselsdag! Har hørt der er kommet sne i Danmark, og jeg er misundelig! Håber også snart vi får sne her. Det er hvad jeg ønsker mig til min fødselsdag: At vågne op lørdag morgen til en snestorm haha! :D
Jeg har stadig travlt med skole, basketball og at nyde at være her. I den her uge havde vi tre kampe. Vi vandt to og tabte en, så det var okay. Jeg har også været til min første "wrestling meet". Brydning er ret stort her, og Algona High School er rigtig gode. Det var intenst og sjovt at se, og vi vandt!
For ikke så lang tid siden blev en soldat her fra Algona dræbt i Afghanistan, og i fredags blev han bragt hjem til begravelsen. Så hele vores skole gik ud og stod ved vejen med amerikanske flag, da ham, en masse Freedom Riders på motorcykler og hans familie kørte gennem byen. Det var ret imponerende med alle flagene langs vejen, og det var utroligt hvor stille alle blev da de kørte forbi. Der er helt klart meget respekt for soldater her.
I går var jeg hjemme hos en veninde, og jeg fik dekoreret endnu et juletræ. Der var julelys og pynt over det hele, men jeg synes det endelige resultat blev ret godt!
Ellers er der ikke så meget at fortælle. Næste weekend bliver nok travl, og jeg glæder mig til at snakke med nogle af jer derhjemme på lørdag! :)